Er lige kommet til byen... Der er mange overnaturlige lugte her... [for alle]

Sted: biblioteket, mast mellem to alt for tætstående reoler .__.
Tid: omkring 16:00
Vejr: Lidt overskyet, aner ikke om det er varmt eller koldt.
Omgivelser: Der er vistnok nogle mennesker, men kun nogle få... og så den irriterende bibliotekar.
Tøj: billedet, og eller sorte jeans...
Humør: Stille og rolig, føler mig godt tilpas; men mine instinkter varsler mig om noget truende tæt på...

Jeg stod og førte mine øjne hen over de forskelling bogrygge. Det så mest ud til, at bøgerne var rimelig nye. De ældste var fra 1980'erne... alt for nymodens for min smag. Jeg skulle endnu lære at vænne mig til det nye sprog, som blev brugt af alle, men mest de unge. Jeg sukkede og løftede min hånd op til bøgerne. Jeg kørte mine fingre forsigtigt over bøgerne, uden rent faktisk at læse dem.
"VÆR' STILLE SMÅ MØGUNGER!" jeg kiggede hen på den hidsige bibliotikar, som stod og råbte af to yngre børn. Han stod med armene højt og truende i vejret, mens et af børnene med tårer i øjnene kiggede i gulvet. Det andet barn så skræmt ud, rystende på sine to små, spinkle ben.

da jeg kom ind på biblioteket var der en kæmpe støj,
bibliotekaren skælde to små unger ud.
"hey!"sagde jeg og gik ind forand ungerne.
"de er jo kun nogle små børn lad nu dem være"
sagde jeg beskyttende,men så begynde bibliotekaren
at skælde mig ud.











((hvad nu XD))

Ligesm at bibliotekaren skulle til at fortsætte sit nyttesløse angreb på børnene, blev han angrebet af en underligt sortklædt ung kvinde, nok lidt ældre end min menneskealder. Hun forsvarede de to børn uden nogle videre tanker. Dan hun holdt mund, begyndte bibliotekaren efter en kort pause at skælde hende ud. Jeg rynkede min pande lidt. Sikken modbydelig mand. Jeg gik i en langsom, rolig hvis hen mod gruppen af irriterede mennesker og addreserede bibliotekaren med let bøjet ryg, da han var rimelig lille.
"Undskyld, men jeg tror næppe at det vil nytte Dem at fortsætte denne samtale yderligere," jeg hverken smilte eller udviste den mindste form for ydmyghed overfor den uhøflige mand.

da han hade talt lidt mere kom vampyren fra tidliger hen og talte.
"Undskyld, men jeg tror næppe at det vil nytte Dem at fortsætte denne samtale yderligere,"sagde han uden at udvise den mindste form for ydmyghed overfor bibliotekaren."hej alexander"sagde jeg til ham i en glad tone.

Jeg nedgloede stadig bibliotekaren, da kvinden snakkede til mig.
"Hej Alexander!" sagde hun højt og entusiastisk og brugen af mit fornavn fik mig forundret til at flytte mit blik til kvinden.
... Hve- Emmali! Hunteren fra caféen!
"... Hej Emmali," Jeg sagde det så monotont jeg kunne, men min ubehag var tydelig.
"Vi render ind i hindanden på det sidste, hva'" Jeg var helt uden ord for situationen.

"ja' ikke var der en mestæmt bog du kom for?"spug' jeg sød
jeg ville ikke gøre ham sur,han var jo ikke onde eller noget.
jeg ville helst ikke tænke på hvad der ville ske vis vi var
fjender.

"Ja, rent faktisk," jeg svarede helt overærligt og dramatisk, "jeg ville gerne læse noget om vampyr hunters og specielt deres haver. Men det ser ikke ud til, at der er noget."
Jeg gav hende et lille, drillende smil og gik derefter over til reolen om urter. Jeg havde længe haft lyst til at lære om urter, men jeg havde bare ikke taget mig sammen før nu.

jeg gik efter ham over til reolen med urter.
"når det va' da sjovt det skal jeg også!"
det var sjovt at se på hans hænder når de var helt stile.
fordi han hvar vampyr så hans hænder sjove ud.
"hvad er det helt bestæmt for en urte du vil se på?"
jeg begynte at tage nogne bør og bladre igrnem.