På jagt... >:L [for alle, første emne]

Sted: I udkanten af skoven.
Tid: 20:00, så de fleste mennesker er ikke ude.
Vejr: Det er næsten helt skyfrit, og de skyer der er, er ret gennemsigtige-- perfekt jagtvejr.
Omgivelser: Igen hvad jeg lige ved af, men der er nogle lugte fran personer jeg ikke kender i nærheden...
Tøj: niget lignende det på billedet ca....
Humør: Sulten, men føler mig lidt legesyg~

Jeg stod lidt og følte mig ekstremt stærk efter sidste dags hændelser. Et stort grin spredte sig i mit ansigt ved bare tanken om i går. Det tydede på at blive en dejlig uge.
Mit hoved fløj til side, da mine fintfølende ører opfangede en puslen omkring 60 meter væk fra min højre side; ca et dyr på egernstørrelse.

Tøj: Hvid t-shirt, rød jakke, hvide træningsbukser og tennissko.
Humør: Rigtig glad af en eller anden grund; har på fornemmelsen, at der snart sker noget godt ^^,

Jeg gik en lille omvej hjem fra skolen. Der var aldrig rigtig nogen i skoven, specielt ikke på dette tidspunkt. Det var besynderligt, i betragtning af, at Venomuse Forest er så smuk.
Nu var solen dog næsten gået helt ned, og det var ved at være lang tid siden, at jeg var gået fra skolen... eller det troede jeg i hvert fald. Hvornår gik jeg fra skolen? Hvad er klokken overhovedet. Jeg gøs, fordi et lille vindpust blæste kold luft imod mig, og trak mine hænder ind til migselv.
For hvert sekund der gik, blev det mørkere og mørkere, i takt med at min ubehag, aka frygt, også steg.
"Chik~" Jeg hoppede op og udstødte et mindre gisp/hyl, da et lille egern knækkede noget bark af en gren.

Jeg skulle lige til at foretsætte; et egern kunne trods alt ikke gøre meget mod min sult, da jeg hørte et forskrækket udbrød fra, hvad måtte være en menneskepige. Se, det er nu nok noget helt andet end et egern
I betragtning af det lille hop, tøsen havde givet, var hun ikke særlig stor... men stor nok.
Jeg satte i halvløb hen imod stedet, hvor jeg havde hørt lyden, men stadig var jeg forsigtig. Hun skulle ikke opdage mig før tid.
Da jeg kom tættere på kunne jeg let se, at pigen, hvilket det var, var meget forskrækket. Selvom jeg var sulten, besluttede jeg mig for at lege med maden. Det tydede nemlig på, at det kunne blive sjovt
"Hey~," startede jeg ud, satte et smil på læben og prøvede at virke flink. Jeg gik tættere på hende langsomt mens jeg sagde det, og fortsatte med langsomme skridt hen mod hende.


//Noget der kan skrives videre på? ellers kan Maybelle jo svare igen XD

jeg var på jagt efter nogne onde ting at få væk,
da jeg kunne lugte nogne væsner. jeg var ikke sikker
men jeg tror det var en varulv og et menneske.
jeg løb hen mod dem da jeg kom tæt nok på til at se
dem gæmte jeg mig bag en busk jeg,
viste ikke om han kune lugte mig.
"hej" sagde han og gik langsomt hen mod hende,.
jeg ville ikke ha et mere lig så jeg skal have stopet ham.
"jamen hvad har vi her ?"sagde jeg mens jeg gik hen forand pigen.

Jeg havde observeret dem i et stykke tid; en menneskepige og en varulv. Varulven fik mine instinkter helt op og ringe, og det var ikke bare fordi han var varulv... han havde en distint aura af død og dårlige intentioner omkring sig.
"Hey~," han sagde det i en sådan tone, at ordene synes at klistre sig til huden som sur yoghurt. Om det var fordi min hørelse var skærpet eller om det var hørligt for det menneskelige øre, vidste jeg ikke.
Hunteren, Emmali, som også i nogen tid havde ligget under et par buske, sprang ind imellem pigen og varulven, som ellers var på vej mod pigen.
"Jamen, hvad har vi her?" spurgte hun på en halvt truende, halvt triumferende måde.
Jeg besluttede for endnu at vente med at bryde ind, da jeg ikke helt vidste, hvad det præcist ville betyde...

Efter at jeg havde hoppet, stod jeg stille på stedet, jeg vidste ikke hvorfor. En dreng på min alder kom pludseligt ud af skyggerne, og fik mig næsten til at hoppe og skrige; men jeg gjorde det ikke. I stedet stod jeg bare og stirrede på ham.
"Hey~," sagde han i et lidt underligt, men jeg tror flinkt, tonefald.
"H-," En pige, også på min alder, måske lidt ældre, sprang ind foran mig, og fik mig til at sluge min sætning i forskrækkelse.
"Jamen, hvad har vi her?" sagde hun rettet mod drengen.

"hvad laver en varulve her?"for en gangs skyld vilde jeg spille med.
"jeg tror ikke det er spise tid nu"jeg ga' ham et ond smil.
jeg vilde ikke være sød mod ham her. han virket lidt sulten
jeg vilde ikke lave mere grin med ham end hans ansikt gjore
'lavet jeg lige grin med hans ansikt i mine tanker '.
"gå nu bare hjem din syge hund"

"Gå nu bare hjem din syge hund," hunteren havde plabret en del om alt muligt dumt og var kommet med uintelligente spørgsmål, men jeg lagde mærke til denne sætning specielt.
"Og jeg som ellers troede at alle vampyr hunters havde en hvis veludviklet hjerne," jeg gav hende et skævt smil og fortsatte, "det ser ud til at jeg tog abnormalt meget fejl." Jeg tog et par skridt mere hen imod dem; pigen så morsomt forvirret ud, mens hunteren bare stod og så dum ud. Klamme so.
"De fleste, selv stupide mennesker, ville kunne kende forskel på en oprindelig, næsten antik, rig varulv modsat en harmløs hund," mit blik skiftede, da jeg begyndte næste del af sætningen, til en dødalvorlig mine, "men siden du ikke kender forskellen endnu, må jeg nok hellere undervise dig lidt!"

"så du er opb' du virker ellers harmløs til mig nå pyt du er jo bare en som alle de andrer". inde i var jeg hved at explodre jeg følte det her bliv' personligt.
'jeg er jo også kun under oplæring'. jeg hade taget 2 opb' ned før så hvorfor
så ikke igen. ja så følgelig kom jeg på hospitalet og hvad så han er kun en bakatel.
"jeg hader dig aleræde" jeg tog min sølv pistol og min sølv bullets fræm.
"bare gå væk fra pigen så kan vi lade som om det ikke er sket"












((uforvendet haha))

jeg kunne ligsom lugte en totalt stærk lugt af vampyr, hunter, varulve, og menneske
vent mennske=mad jeg skal ligsom skynde mig over og æde hinde
hun lugter vildt godt jeg tror det er en hun nå' det er ligsom ude af det her emmne
jeg løb så hurtigt jeg kunne da jeg kom der hen så jeg en vampyer der lå' og gæmte sig i græset beg en busk "hved sker der ligsom her? jeg kræver at vide det"

Jeg vendte min opmærksomhed mod varulven, som nærmede mig hurtigt. Jeg sad i en position. der gjorde, at jeg både kunne forsvare mig selv mod angreb, men ikke ses af de tre personer allerede her.
En varulv kom næsten helt op ved siden af mig, og forlangte, at jeg skulle fortælle hende, hvad der foregik. Sådan nogle udannede væsner.
Jeg pustede lidt luft ud i irritation, men svarede alligevel, "det ser ud til, at varulven, Max Martinez, hvis jeg ikke tager meget fejl, tiltrænger sig mennesket--hvis navn jeg endnu ikke har erfarret. Vampyr hunteren, Emmali med ukendt efternavn, ser ud til ikke umiddelbart at ville lade dette hænde uden hendes indblanding."
Jeg vendte blikket hovedsagligt mod de tre indblandede, men holdt stadigvæk betydeligt meget øje med varulven.
"Imod oplysningerne, kunne jeg godt forvente en introduction fra Dem selv," Jeg kiggede ikke direkte på hende.

"ok det ga mig ligsom kun en lille smule information for du er vist elgamel så jeg forstod ikke en skid, jeg er ligsom den mest nice mest cool pige nogensinde tenna"
jeg satte mig ned ved side af mig for jeg var ligsom ikke klar til at få min røv flået af.

Jeg satte i løb mod hunteren, og hævede mine arme, klar til at gribe fat i soen. Pigen stod bag hende; hvilket ville sige, at hvis hun flyttede sig uden at tage højde for pigen, ville hun nok ende op død. Måske virkede pistoler mod svage, forvandlede vampyrer; men ikke mod mig!

varulven løb hen mod mig jeg skulle lige til at fløte mig da jeg husket pigen jeg
spaket ud mod pigen og fik hende væk og så spaket jeg hen mod der vor han kom så han vile støde hovdet ind i den vis han forsate
og sate min hånd klart til vis han vilde gribe min fod

Max angreb Emmali, som sparkede pigen et par meter væk fra, hvor Max og Emmali stod. Efter kort overvejelse, besluttede jeg, at dette var tidspunktet til at træde ind i situationen på.
Jeg rejste mig roligt og gik hen til pigen, som må have været omkring atten år, og knælede ned for at introducere mig selv og forsøge at sætte hende ind i situationen.
"God aften, jeg er Alexander Young," jeg snakkede langsomt og roligt, for at hun helt klart kunne forstå mig, "og hvem er De?"

Emmali sparkede mig tilbage, hvilket gjorde rimelig ondt. Jeg kunne ikke holde balancen, da hun havde sparket med stor kraft, og faldt lige på bagen ned på grusstien vi befandt os på. Jeg havde kun sat der kort og set på, mens Emmali og drengen så ud til at begynde at slås, da der lige pludselig var en, som var ved siden af mig, der begyndte at tale.
"God aften, jeg er Alexander Young og hvem er De?" Det var en ung mand på min egen alder, men han lød gammel i sit sprog. Jeg prøvede at svare høfligt, "Hej, mit navn er Maybelle Rickie," jeg synes selv, at det lød ret formelt.
"Ved du, hvorfor de slås og burde vi ikke stoppe dem?" spurgte jeg og gesturerede til Emali og fyren, i håb om, at han måske vidste en måde, man kunne få dem til at stoppe på.

da vi begynde at kæmpe lå jeg mærke til at Alexander hade begyndt at snakke med pigen. det fik mig til at tænke, 'hvorfor tager han ikke hin hen til et sikkert sted?!'.
jeg hade ikke tid til at sige det til dem jeg var midte i noget 'hvorfor?!'.
hvad nu vis han dræber mig og går hen til ham og pigen?. kan Alexander
overhoved dråbe en op' varulve?. hvad vis ikke, og mig og ham taber er vi så alle døde. "Alex' tag nu pigen og løb!".

Emmali kommanderede, at jeg skulle tage Maybelle væk fra kampen. Jeg tog fat i maybelles arm, uden at gribe for stærkt fast, og estimerede hendes styrke. Hvis bare jeg havde nogenlunde ret i, hvad jeg bedømte, ville vi ikke nå langt, hvis Max fulgte efter os... Stillet med få valg, bar jeg Maybelle bridalstyle og løb længere ind i parkens skov. Mine instinkter kunne fortælle mig, at der var flere varulve end bare Max og 'Tenna' nær os...




// Jeg kan mærke det... I min MAVE. (klapper på min mave med begge hænder) XD

ham den dumme dreng og pigen løb væk, så kunne jeg giv and.
jeg gik ud a busken. og løb efter dem jeg var lige bag dem nu.
det var lige før jeg bare kunne hoppe frem og vælte ham og tag pigen med i steden for løb jeg hen ved siden af ham."hvad tror du ligsom du laver?"

Folk, nærmere betegnet Alexander, stak af med min mad, mens jeg ikke kunne gøre noget ved det pga. hende hunteren. Jeg knurrede lidt og viste tænder, selvom jeg ikke var i min varulve-form.
"Lad mig nu bare komme forbi, ikk'? Du burde jo også dræbe vampyrer, ikke varulve," Jeg klikkede min tunge irriteret; en anden varulv var fulgt efter Alexander. Ikke bare var min mad blevet reddet, nu var der en anden, som ville æde det.
"Måske skulle du ikke fokusere på mig lige nu, hunter! Jeg tror sgu ikk' at Alexander kan holde sig selv i sikkerhed, samtidigt med at sku' beskytte hend' pigen!" Jeg smilede lidt skævt til hende, men det var tydeligt, at jeg var frustreret over måske at have mistet min mad.

"han skulle nok kunne klare sig selv, tror du ikk'?!"
jeg kunne ikke lade vær med 'ikk' han var allerede sur.
det skulle nok gå vis han ikke kom forbi mig.
"og er du syg?, jeg mener din stemme lyder mærklig''

Jeg udstødte et gist, da Alexander bar mig op. Jeg skulle lige til at spørge, da han så begyndte at løbe. Hurtigt.
Jeg kalmrede mig Alexanders hals, imens han for længere ind gennem skoven. Det gik så hurtigt, at jeg overhovedet ikke havde overblik over omgivelserne. Det eneste, som jeg kunne se nogenlude ordentligt, var en pige, som tilsyneladende løb ligeså hurtigt som Alexander kun få meter bag os.
"E-eemhm, hv-vorfor lløber v-vi?" Det var ikke fordi jag var bange, at min stemme rystede, men mere fordi det bumpede sådan, når han løb.

pigen spu' hvorfor de løbe. personlig syndes jeg det var et dumt spørgsmål.
jeg løbe op til dem. "seriøst stop ignorer mig 'like' det er ikke 'nice' og han løber fordi han er bange for at dø"jeg hader når de er bange det viser vor' kloge de er.

Jeg retter lidt irriteret på Rickie, som på halv-ubehagelig hvis klamrer sig til mig.
"Hvis De ikke vil dø, så bliver De altså nødt til at tage Dem lidt sammen og føre Dem ordenligt."
Jeg skæver til Tenna, som følger efter os, allerede delvist klar over, at hun ikke har tænkt sig at lade os komme særlig langt.
"Jeg er i færd med at redde frøken Rickie, frøken Tenna. Hvad præcist foretager De Dem?"
Fortsætter med at løbe og tager lange spring, så jeg undgør rødder og stammer.

"jeg er på min 'natte runde' vis de vilde være så sød at dø vilde det være dejligt"
men jeg viste da godt at han ikke hade tænkt sig at dø. " eller i vært fald  give pigen til mig vilde det også være dejlight.......men det ved jeg de ikke vilde gøre" jeg kastede mig over på ham og skulle til at bide hans skulder. jeg hade ikke tænkt mig at miste denne pige til en dum lille/gammel dum dreng. i vært fald ikke nu, eller nogensinde. det her bliver min dag








(lulz tenna dum lille/gammel dum ...........dum dum )