FFS Du er en engel.

Jeg holde knappen nede, og der bliv hurtigt svaret."Brightstone Manor, Hvad er deres ærinde?" Jeg fniste."Det Jukito. Luk up Kindred, Jeg har gæster med så gøre 2 dobbelt værelser klar og lave en stor middag. De har ikke fået noget at spise i lang tid." "Skal ske, Mistress." den store port poppede op, og vi gik alle ind. Alt var rent, og pænt. Jeg havde ikke regnet med andet, med de ansatte jeg havde anskaffet mig. Mit personale bestod af 3 kokke, 2 rengørings damer og min to mest perfekte butlere, Kindred og Wolf. Kindred stod klar til at tage imod os."Velkommen til Brightstone Manor, Gæster af Jukito. Vi håber i for et behageligt besøg." Sagde Kindred og gave et venligt smil. Hun førte os hen til garderoben hvor de alle tog overtøjet af. Kindred lavet et tegn til mkg, som vi havde øvet. Hun spurgte mig om de skulle spises, og jeg svarede hurtigt nej. Hun nikkede og førte os der efter hen til vente stuen og informeret os om at maden snart ville være færdig og hun forladt os. Hvad der var tilbage var en kedelig stilhed. Jeg kunne lige så godt fortælle hende noget af hvad der sker."Maybelle, du er nu en engel. Og vi er ikke døde, eller... Du er iværtfald den eneste der er rigtigt død... Men nok med det, du må være ekstremt sulten, der er jo nogle dage siden du døde og du har ikke spist i graven."

Jeg skulle lige til at stille spørgsmål ved 'rigtigt død', men da hun nævnte emnet omkring mad, glemte jeg helt det forrige. "Jeg er sygt sulten!" Udbrød jeg med et smil og formede en usynlig cirkel på min mave. Jukito virkede rar, men de havde stadig ikke svaret mig på, hvorfor de kunne se mig. "Hvorfor var det, I kan se mig? Kan min familie se mig?" Jeg håbede meget, at de ville kunne, selv om jeg ikke helt kan huske, hvordan de er. Men jeg var ret sikker på, at jeg stadig havde dem. Gad vide, hvad jeg skulle gøre, rent praktisk... "Hvor bor jeg henne...?" Spurgte jeg ud i rummet.

Jeg kiggede rundt på de andre i rummet ved hendes spørgsmål. Ingen så ud til at ville svare, og hvad helvede skulle jeg sige? Hun skulle i hvert fald ikke bo hos mig!
"Du kunne prøve at finde andre engle," fik jeg spontant sagt, "der er vist nogle i byen, hvis det er."
Jeg nikkede lidt til mig selv af mit impulsive påfald. Det var en god ide. Bedst at pralle hende på nogle, der kunne hjælpe hende bedre.

Jeg nikkede. Lidt efter kom Butleren ind igen og bragte os til spise salen. Det var så fint jeg næsten ikke turde spise det. Da jeg kikkede hen på den ældre kvindes, Jukito tror jeg, tallerken var der en helt anden slags kød. Jeg rystede på skuldrene og spiste videre. Drengen kikkede dog meget mere misfornøjet på hendes mad.. Vidste han hvad hun spiste? Det så da ikke så klamt ud for mig.

Jeg gav et venligt smil til alle."Jeg håber i nyder maden. Det er kylling, med Du Couteau sovs og grøntsager." Jeg nikkede, og spiste videre. Selvom mit sovs var lavet af blod, og kyllingen blandet med menneske kunne jeg stadig smage kyllingen. Jeg elsker at spise menneske mad, det er som om at være menneske.. Jeg misunder mennesker, deres sociale status. De behøver ikke gemme sig fra hunters. Mennesker var også det billede som vampyrer var skabt i.

Lige så straks maden var foran mig, begyndte jeg at spise. Det smagte fantastisk, det var svært at se noget i vejen med det - selv på øjensynligt niveau. Efter at have spist et par minutter, begyndte jeg at tage mine omgivelser lidt mere detaljeret ind. Hvor rig måtte Jukito lige være? Rummet var enormt og arkitekturen så gammel ud. Inventaret var antikt, men utrolig godt bevaret. Hele udstrålingen var næsten intimiderende... og stemningen var heller ikke ren; der var et eller andet galt. Umiddelbart virkede det som om, at Alexander og Jukito havde en eller anden form for problemer. Han så heller ikke ud til at røre sin mad, han stirrede bare hen på Jukitos tallerken.

Det var ikke fordi jeg ærligt kunne påstå, at stanken ikke duftede. For det gjorde den og det var lige præcist dét, der var så ulækkert. Det var slemt nok, at vampyrer var nødsaget dræbe for at overleve, men vi var jo ikke nødsaget til at myrde mennesker! På en eller anden måde var det da kannibalisme... det måtte det være. Og så sidder hun dér, med andre mennesker om bordet, og æder sig fed i deres egen art. Jeg skulede aggressivt til den oprindelige, men opdagede, at jeg fik nogle nysgerrige blikke andre steder fra til gengæld. Så skubbede jeg tallerkenen et par centimeter længere ind på bordet.
"Nej tak," jeg rejste mig, skubbede min stol ind til bordet og gik hen for at stille mig op af muren. "Skulle vi ikke ta' os og finde et sikkert sted til Maybelle i stedet for det her?"