Kirkegården [Tenna, Jukito, Esion, Maybelle]

Sted: Kirkegården midt i den ca.
Tid: omkring 23:00...
Vejr: Overskyet med sorte skyer og meget koldt. Sen-efterår.
Omgivelser: Der er kun mig lige nu.
Tøj: trøjen på billedet sorte bukser.
Humør: Trænger til ro, men ved, at jeg ikke får det.

Jeg sad i en næsten-meditationstilling på en af kirkestierne. Luften omkring mig lagde sig som tyk, klæbrig honning og afbildede min samvittighed. Insisterende vindpust forsøgte forgæves at flytte min krop, og gav indtrykket af, at nogen skreg i en konstant, skingrende tone.

jeg gik hen mod kirkegården. på denne tid var der næsten aldrig nogen.
jeg hade bestemt mig for at øve mig på min guitar. min bedste ven ^^'.
jeg gik ned af stien da jeg så en dreng sidde på den. jeg gik hen og satte mig hved
ham det var nemt at se han var 'vikitikitar' som jeg siger når det er vampyrer.
"hey hvad laver du her helt alene på kirkegården om natten?".
jeg lavet min stemme så man kunne høre jeg skulle til at lame for at vise et
'er det ok at jeg spiller?' tegn ved af banke på mit guitar taske.

Jeg gik lige så stille som en mus, der skulle forbi en kat og hen til sit hul i muren. Jeg var på vej gennem kirkegården, hen til det meget store birke-træ hvor de to sødeste gravsten lå. En mand og en dame, sammen døde de mens de hold' hænder. Creepy, men også sødt. Før jeg overhovedet noget halv-vejs over mod træet, så jeg en pige og en drenge sidde midt på stien. Jeg arbejdet her som kirke-tjeneste, jeg havde set skiltet foran kirken, jeg ved man ikke rigtig må være her efter 8 om aftenen. Jeg nærmede mig dem med små hurtige skridt."Umm.. Undskyld mig, men man må vidst ikke være her efter kl. 8 om aftenen." Ops! Jeg er her jo selv, hvor er jeg dog bare dum! Jeg har ingen ret til at sige det til dem."Ops! Mange, mange, mange undskyld! Det vidst ikke min ret til at sige det når jeg selv her her!" Sagde jeg i en meget høj tone, og bukkede mig mange gange. Hvor er jeg dog også bre dum >.<

Jeg trak bare på skuldrene af Jukito. Hvis hun ville til at spille musik på kirkegården var det vel hendes sag. Jeg sendte kort fyren et blik.
"Jeg er lige ved at se på noget. Jeg går snart."
Jeg kiggede uden nysgerrighed på alle blomsterne og de små bamser, som folk havde placeret ved pigens gravsted. Det så ud til, at hun havde haft masser af venner og familie. Ugh. Jeg lod en hånd løbe gennem mit hår og sukkede.

Det gik op for mig, at drengen må have været søskende med den pige der var død for lidt tid siden. Pigen og drengen der sad der lignede også lidt hindanden.. Måske var de alle søskende? Jeg satte mig ned på hug forand drengen, det må være svært at miste sin søster i den alder, han må jo kun være 15 eller sådan noget. Jeg fik øje-kontakt med drengen og gave ham et følsomt udtryk."Det gør mig meget ondt." Sagde jeg i en lav stemme og ruskede hans hår lidt og jeg var ved at græde selv, men gjorde det ikke. Istedet krammet jeg ham.

Jeg åbnede øjnene og gik med det samme i vild panik. Der var bælgmørkt hvor jeg var; lå jeg ned? Jeg kunne ikke mærke noget. Det var lidt som om jeg bevægede mig, men måske alligevel ikke...
Efter et lille stykke tid bevægede jeg mig over... jord? Jeg havde været nede i jord... Der sad to drenge og krammede og så var der en pige med en guitar.
"Hej," jeg ville gerne have spurgt hvem de var, men jeg vidste ikke helt, hvem jeg var. Det så dog ikke ud til at jeg stoppede med at svæve op af og da jeg var kommet en meter over jorden begyndte jeg at blive bange. "Hj-hjælp... Jeg er ved at flyve væk, tror jeg..." Min krop skinnede også en smule, og det gjorde ikke min situation mindre akavet.

Når, så det var det han havdet ventedet på, at Maybelle skulle vogne op. Hvordan vidste han det? Drengen med det blå hår begyndte at gå lidt i panik og rejste sig lidt op og hoppede lidt bag ud."H-hun skinner! Og flyver...." Jeg kikkede lidt på ham og rejste mig selv op."Hun er en engel, derfor flyver hun." Sagde jeg. J- Vent! Han kan se hende? Hun skal seriøst have styr på sine ting. jeg smilet og gik hen til hende."Hejsa Maybelle!" Jeg tog fat i hendes hånd og trak hende ned af mod jorden.

"F-f*ck!" Udbrød jeg og kravlede akavet bagud for at komme væk fra pigen mens Jukito sænkede hende ned mod jorden igen. Jeg tog min hånd op foran min næse da duften af hendes blod ramte mig som en mur. En meget velduftende mur. Jeg vidste godt at jeg lige havde været vidne til noget meget sjældent, men jeg var egentlig ligeglad i øjeblikket. Jeg skulle bare koncentrere mig om at styre mig selv.

"T-th... Hun lyser, skinner!" Jeg kikkede mærkeligt på drengen og kravlet hen til ham. "H-hvad er det her?" Spurgte jeg forvirret, men flipede ikke ud. Man ser jo mærkelige ting af og til, det sker. Det jo ikke fordi hele verden går under fordi jeg ser en dame der flyver og skinner. Jeg er altid blevet fortalt man skal være rationel i alle situationer, og det det jeg gør lige nu..

"Tusind tak..." Sagde jeg til pigen, mens hun trak med ned mod jorden igen. Jeg blinkede et par gange og kiggede undrende på hende. "... Maybelle? Er det mig? Jeg kan ikke huske noget..." Jeg talte i en lavmælt, forsigtig tone. Jeg kiggede mig rundt, vi var vist på en kirkegård. "Hem er I?" Af en eller anden grund virkede det som om jeg kendte stedet her virkelig godt, men jeg kunne ikke huske noget om det. Det gav jo så bare ingen mening. Jeg brugte lidt tid på at iagtage min hvide kjole. Den var næsten blændende at kigge på når den lyste op på den måde. En af fyrene så ud til at have det rigtig dårligt.

Jeg gav et smil. Det vil tage hende tid at huske, vis hun overhovedet kommer til at huske."Ja, Maybelle. Det var det navn du fik da du bliv født, og det navn du har hold dig til hele vejen gennem dit lille liv. Du er død, May." Jeg kikkede melankolsk. Jeg trak hende ind i et beskyttende kram, det havde hun nok brug for.. Også skulle jeg måske også forklare hun var en engle, ikke et spøgelse." Din sjæl var ren, og du er en engle nu. Det er måske lidt meget at tage ind, men prøv at forstå det. Det er vampyrer der rigtig gerne ville have dit blod, derfor skal du nok i sikkerhed i natten. Kom med mig." Jeg tog hendes ene hånd og og begyndte at trække hende med hjem ad. Jeg vendte mig om med et sæt og stoppede." Skal du med, Halv blod? Eller har du tænkt dig at lade hende være alene sammen med en fuldblods?" Spurgte jeg og slikket mig ond om munden, jeg havde set at der var ingen måde ellers at få ham til at gå med. Jeg vendte mig om mod den blå håret, som havde løbet over og grebet fast i min hoodie." Du kan da ikke bare tage hende? Hun har vel et hjem?" Sagde han og kikkede håbende op på mig. Jeg pustet hårdt ud, og bukkede hovedet ned af." Nej, vis du ville være sikker på vi ikke kidnapper hende, kan du vel også overnatte i mit estate." Sagde jeg og han nikkede vildt med hovdet. Jeg kikkede på Alexandre forventende.

Jeg skelede med øjnene mod den oprindelige, og prøvede at regne ud hvad hun ville. Et kort blik mod Maybelle og så fokus tilbage på vampyren. Enten kunne jeg gå med dem og risikere at blive fanget hos en oprindelig, eller lade Maybelle gå alene og så få hende dræbt to gange. i sidste ende ville jeg have det forfærdeligt ved begge afviklinger. 'Stuck between a rock and a hard place, hvad?'
"Jeg kommer med," Jeg fulgte efter hende, men med en god sikkerhedsafstand. Ikke at jeg teknisk set havde mange chancer for at kunne komme godt ud af et sammenstød, men jeg havde i hvert fald ikke tænkt mig at lade være med at prøve. Drengen fulgte med også, hvilket var forbandet ærgerligt. Jeg kunne ikke tage ansvaret for to overhovedet.

"Såååå... Hvem er i? Ikke noget ond, det bare at i taler om vampyrer og engle og at det lyder som hende pigen er en vampyr. Jeg er sådan idt forvirret." Jeg fumlede med fingerne mens vi gik ned af en grusvej, på vej ud af den mørke kirkegård. Nej, okay. Ikke så mørkt når du går sammen med en skinnende pige! Eh, hvad har jeg dog rodet mig ind i?

Jeg fulgte Jukito, blev ved med at holde fast i hendes hånd. Indimellem svævede mine fødder over jorden og på andre tidspunkter sank de en smule under, men jeg kunne absolut ingen forskel mærke... jeg følte noget, men ikke som normalt... Et spøgelse? 'Er det det, som jeg er blevet til...?'
Jeg kunne huske nogle få ting; meget få. Kun én ting. At jeg vist væltede ude i skoven for et par dage siden, tror jeg.
"Hvis jeg er, øh, død... hvorfor kan I så se mig? Burde jeg ikke være usynlig? Eller... Ej, er I også døde?"
Jeg kiggede forfærdet rundt på dem, og blev næsten bange, men indså, at hvis jeg selv var et spøgelse, så skulle jeg nok ikke være bange for dem. Gad hvide om jeg kan sove? Skal jeg spise? Jeg tror jeg er lidt sulten faktisk. Måske lidt meget. Min mave knurrede. Følelsen spredte sig som ild og pludseligt føltes næsten som om, jeg ikke havde spist i et par dage. Min krop blev også hurtigt tungere; den luftige følelse forsvandt mere og mere mens vi gik.