På jagt... >:L [for alle, første emne]

Jeg knurrer lavt af hendes dumme spørgsmål. De er mange efterhånden og det begynder at gå mig godt og grundigt på.
"Jeg tror begge af os to ved, hvordan det her ender, hvis vi fortsætter kampen. Det ville gøre os begge en stor tjeneste, hvis du bare opgav, eller endnu bedre, bare lod mig dræbe dig. Så slipper verden for alle de dumme spørgsmål du stiller eres constance."
Jeg smiler ikke engang skævt til hende mere og det hele bliver sagt i et dødalvorligt toneleje. Jeg overfalder hende, tænder blottede og en smule spidsere end de normalt ville være. Er klar til at kappe hendes hals med mine fremsprudne kløer. Der kan ikke være noget, der kan hjælpe naren nu. Soen er fanget i mine kløer.
"Skrig! Hunter, nu kan du forskellen på en oprindelig, charmerende og stenrig varulv og en harmløs f*ck hund! Der er ikke nogen til at redde dig nu!"

"Jeg tror begge af os to ved, hvordan det her ender, hvis vi fortsætter kampen. Det ville gøre os begge en stor tjeneste, hvis du bare opgav, eller endnu bedre, bare lod mig dræbe dig. Så slipper verden for alle de dumme spørgsmål du stiller eres constance." ja det var dråben. mine spørgsmål er vigtige for mig vis jeg ikke skal dræbe. vis dette ikke var fordi jeg er halvt død, havde han været så død lige nu. han var den mest selvoptaget varulv jeg nogensinde har set. men jeg vil spille den 'cool'
lige nu." næ vis bare jeg kan holde den selvoptaget, kæmpe idiot varulv du nu er væk lidt mere kan han moske tage hinde i sikkerhed"han smilede ikke mere og hans tone var nu dødalvorligt. jeg kunne ikke en gang nå at se hvad der skete før jeg var blive overfalde. "Skrig! Hunter, nu kan du forskellen på en oprindelig, charmerende og stenrig varulv og en harmløs f*ck hund! Der er ikke nogen til at redde dig nu!" hahahahha sikke en selvoptaget nar han skulle dø her, men meget til min ulykkelige stilling var det nok mig der skulle dø. jeg elsker dig verden 'cya'. " du så selvoptaget"

"Jeg tror begge af os to ved, hvordan det her ender, hvis vi fortsætter kampen. Det ville gøre os begge en stor tjeneste, hvis du bare opgav, eller endnu bedre, bare lod mig dræbe dig. Så slipper verden for alle de dumme spørgsmål du stiller eres constance." er det sårdan det skal gå emmali, og vis ja så vilde jeg bare lige sige at hun ikke har fortjænt dette. hun var en fin lille pige da hun var lille, hun gjorder alt de sage hun skulle. men vis han virklig kommer for tæt på vilde jeg sårfølgelig hjælpe hinde. han er bare mega stærk lige så stærk som mig. og hvad nu vis jeg tager fejle?. hvad nu vis han er mere stærk?næ vis bare jeg kan holde den selvoptaget, kæmpe idiot varulv du nu er væk lidt mere kan han moske tage hinde i sikkerhed" ja men det betyder ikke du er vel!.
hvad nu vis du dør for ingen ting og han når at fange hinde, dumt!.
ikke spil med dit live det ænder galt. enden jeg så mig om hade han angrabet hinde "Skrig! Hunter, nu kan du forskellen på en oprindelig, charmerende og stenrig varulv og en harmløs f*ck hund! Der er ikke nogen til at redde dig nu!" det er der jeg står af. jeg løb han og sparket ham af hinde.

Jeg skærer tænder af hendes uvorne svar, betydeligt rasende over hendes manglende respekt overfor hendes kommende drabsmand. Mig. Fordi det altid er mig. Det er mine hænder, der holder hendes klamme, nyttesløse, spildte liv i mine hænder. MIG!
"Du ville komme til at fortryde de ord, hvis jeg altså havde givet dig tiden til det. Desværre har du en aftale med døden, og det er for sent at aflyse, b1tch!"
Råber det lige ind i ansigtet på hende og hamre mine kløer gennem lufter, åh så tæt på at kappen halsen og dermed soens liv i et split sekund, men det får jeg desværre ikke lov til. Jeg flyver gennem luften og holder mig kun lige og lige vaklende på benene og undgår at falde helt. Retter mig med ildglødende og let forvirrede øjne og ser en vampyr, oprindelig efter sparket at dømme, stå over fvckeren. Anden gang i dag jeg bliver afbrudt midt i noget vigtigt.
"Kan folk ikke passe dem selv i dag, hva'?!"
Siger det med halvt dril i tonen, halv mordlyst og frustration.

"Kan folk ikke passe dem selv i dag, hva'?!" han var tydeligt ikke glad for jeg var kommet og hjulpet.'ha!' hun er min ting at passe, så jeg har passet mig selv. vis det ikke var fordi jeg skulle svarer og holde min 'cool' så hade jeg slået ham i maven lige nu." hun er min ting at passe så jeg har sårdanset passet mig selv" jeg skulle moske tage emmali til
hospitalet. vis hun bare bliver her og mister alt sit blod dør hun også.
"kan hu sådan lige holde på din 'cool og vente her i 5 min.?" han vilde helt klat sige nej eller sige ja og sår løbe nå jeg er løbet. vel emmali er vigtiger en en eller anden pige ikke?. nej. jeg kan ikke barer være selvglad og kun hjælpe emmali. vis emmali overlever, overlever hun også




(max dont tell jukito not to come!)

mit liv fløj lige forbi mig, ja så hurtig jeg ikke en gang kan følge med. max var blivet sparket væk af jukito og nu begynte de at tale sammen. men lige så hurtigt som de begynde at tale begynde mit syn og hørelse at gå væk. før jeg kunne nå at sige noget gik det helle i sort.

Jeg slår mit hoved tilbage på en vild og hæmningsløs facon, der uden tvivl understreger, at jeg ikke er normal dødelig. Min mund er på vidt gab i færd med at sprede et grin, der selv i mine ører runger som forfærdelig ondsindet og nedgørende. Men det ved jeg, at jeg har lov til, overfor væsner, der er mig så underdanige, har jeg lov til lige hvad jeg behager. Og jeg behager at volde dem uhyggelig smerte.
"I har taget mit bytte fra mig! Jeg legede en smule med maden, og så kom I valsende, og troede, at I havde noget at sige! Det var bare jeres held, at det fintfølende idiot til Alexander kom og ga' jer en røv med!"
Jeg svinger mit hoved ret op igen og ser hen på dem, mit smil tilbage og noget af min selvkontrol på overfladen igen. Men kun på overfladen. Alt inden i mig er bart, ren mordlyst, frustration og jeg kan mærke uhyret inden i mig rase og rive under mit skind for at komme op til overfladen og få lov til at flå nogen.
"Jeg lader jer ikke gå herfra, ikke efter det nummer..."
Min stemme er faretruende lav og uden nogen som helst spor af svage menneskelige værdier. Jeg begynder at tage skridt mod dem, ved, at hvis jeg løber, så mister jeg kontrol. Og jeg vil lige nyde frygten, adrenalinen, mens jeg stadig har nok selvbevidsthed til at kunne mærke noget. Jeg lægger ikke engang mærke til, at hunteren glider ud af sin egen bevidsthed på grund af blodtab. Ikke at jeg havde tænkt noget som helst over det, havde jeg lagt mærke til det.

'jeg har heller ikke tænkt mig at gå væk, jeg hade tænkt mig at slå dig i gulvet dumme dyr'. jeg gave ham et lille smil da jeg viste han var ved at miste den." jeg kan ligesårgodt lade vær med at tale til dig. haha, du har jo næsten mistet den" jeg stod bare stille og smilte."og vis jeg hade tænkt mig at forlade dig så dan her, er du den dummeste jeg nogen sinde har set" nu gik jeg ham bare i møde, som om han var en bi jeg ikke så.
jeg vilde gøre dette sår hurtigt som muligt og tage emmali til hospitalet.

Jeg himler med øjnene af tøsen. Hun har tydeligvis ingen anelse om, hvor farlig jeg kan være. Specielt i den her... tilstand.
"Åh, store ord fra en meget lille tøs. Alt for lidt at have dem i," jeg sender hende et udfordrende blik og tilbageholder en knurren, "eller hvad?"
Jeg knækker min hals mod venstre og det giver en modbydelig lyd, der ville give en dødelig kvalme - det har jeg set før. Så sætter jeg i sprint mod vampyren, skravlet er mindst halvandet hoved lavere end mig. Men det giver mig ikke lyst til at tage den med ro overhovedet. Jeg er rasende og jeg vil se blod. Jeg vil høre hendes skrig og se 'livet' - eller hendes sjæl, eller hendes ånd, hvad end menneskerne har fundet på - forlade hende. Men det ved jeg godt, ikke sker. For hun er akkurat lige så udødelig som jeg er. Jeg må nøjes med blod og skrig, smerten i hendes øjne og stemme.
Med det, mister jeg min besindelse. Min krop forvandles langsomt; mine tænder bliver yderligere tilspidset og mine negle forlængede og mere robuste. Jeg farer mod den klamme so, klar til at flå efter hvad end der kommer tæt nok på først.

Det så ud til jeg hade ramt en knap. Han farer hen mod mig, og da han er tæt nok på, kan jeg se at han er ved at forvandle sig. Jeg løber hen ved siden af ham og hammer min ene fod ned i jorden og svinger det andet hen mod hans side, for lige som at få ham slået væk.
jeg regner med at i det mindste at få ham til hospitalet også, Eller få så meget skade på ham some Emmali har fået. Den latter lige kødder skal ikke slå på sådan en fin hunter some emmali. Han her ikke ret til at gøre andet en det hans ejer siger han skal. Jeg skanner hurtigt emmali's krop for skader, det var heldigvis ikke så alvorligt at en hunter ikke kunne klarer det.

Jeg kikkede surt på drenge-vampyren, hvad tror han jeg laver? Te? Nej, Like, jeg laver ligesom ikke te dreng."Jeg prøver ligesom at få fat i min mad, som du ligesom har stjålet, ikke?!" Sagde jeg surt og hoppede op på hans ryg, for at få ham til at give slip på MIN mad som han ligesom havde taget fra mig!

"Hvad snakker De da om--argh!" Hun ramte mig hårdt og lynhurtigt, og jeg havde ingen mulighed for at holde balancen ordenligt. Den fart jeg selv havde haft på gjorde ikke situationen meget bedre. En stor rod fangede min fod og af ren reflex gav jeg ret voldsomt slip på pigen og brugte mine hænder til at dække for mit fald. Hun skreg højlydt mens hun for gennem luften, men holdt helt op da hun ramte et væltet træ. Et uhyggeligt knæk lød, lige da hun ramte, og jeg forblev helt stille et lille øjeblik. Blod. Jeg kunne lugte blod.
"Hey?" Jeg skyndte mig op og hen til hende, men fik kun lige fat i hendes håndled inden jeg gav slip og blinkede uforståeligt til hende.
"Hun er død." Jeg ved ikke helt om jeg snakkede til mig selv eller Tenna.

Jeg grinede højlyt, da han udbrød at hun var død."Ja det er hun! Hun er, eller var, jo ligesom kun et menneske! Heheh.. Men nu har jeg fanget min mad, så nu kan du bare skrubbe af med dig nar! Jeg vil gerne æde i fred, tak." Jeg gik hen mod ham stille, da jeg også faldt over en sten."Ewwwww!! Se mit tøj!" Nu begyndte jeg først at blive sur. Jeg rejste mig op og begyndte at løbe hen til ham og tog ham i armen."Du har bare ikke at fjerne min mad, jeg kommer tilbage med nyt tøj på" Sagde jeg og løb hjem.

"... Okay, helt i orden," løj jeg overfor den stupide varulv. Lige så snart hun var væk, skyndte jeg mig at løfte den unge pige op igen, af en eller anden grund stadig en smule forsigtig. Det kunne godt være, at hun var død, men hun havde nok noget familie og nogen venner, som fortjente et sidste farvel. Jeg skyndte mig at løbe væk, og tog en lille omvej ind til Venomuse, hvor jeg placerede hende lige uden for hospitalet og trykkede på en "nødstilfælde" knap. Jeg stod kort fra stedet og så, at de bragte hende ind i bygningen...